Blog Image

Mamma B's Kitchen

Glimt fra et helt almindeligt liv!

Velkommen forbi min blog, hvor jeg deler ud af mine tanker, meninger og af og til en opskrift eller to.

Jeg går med en drøm….

Hovedret Posted on 12 sep, 2019 20:38:37

Efter 10 dage på pause, hvor snot og hosten har holdt mig nedlagt, er jeg nu endelig ved at komme oven på igen, og dermed er der mere plads til tankerne og energi til at få dem nedfældet.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid har et voldsomt tankemylder, og det er bestemt ikke alt, der ryger gennem hovedet, der er værd at bruge energi på. Men visse tanker vender tilbage igen og igen, og nogle af dem kan godt tåle at blive vendt andre steder end i mit rodede hoved.

Én af dem vender tilbage, hver gang jeg har haft nogle dage hjemme, som de sidste 10 dage, hvor forkølelsen har holdt mig underdrejet. De sidste par dage, inden jeg er arbejdsklar igen, og energien periodevis er tilbage, går jeg rundt i min egen lille verden i ren husmorstil. Og hver gang kommer ønsket om, at jeg kunne gøre det på fuldtid. Være hjemmegående husmor og passe min elskede lille familie på alle måder, og måske endda få struktureret tid til at få gang i det skriveri, der ligger og ulmer i mig. Men før det kan blive virkelighed, er der nogle helt basale ting, der skal være styr på, for pengene kommer jo ikke ind ad døren af sig selv….

Jeg har egentlig ikke opfattelsen af, at der er så mange, der er professionelle husmødre, men det sker indimellem, at nogle af dem dukker op, og det varmer mit hjerte. Midt i en tid, hvor man skal have et meningsfyldt arbejde, og helst også have et mål med det, synes jeg, det er dejligt at se, at der er nogle der vælger familien og en sammenhængende hverdag med den, som fast arbejde. Efter min mening er det et af de vigtigste job, man har som forældre, og det er fuldstændig underordnet, om det er mor eller far, der tager tjansen. At skabe en stabil base, hvor der er plads til bare at være, specielt i en hverdag hvor rigtig mange børn og unge går til flere forskellige fritidsaktiviteter ved siden af skolen.

Men er det så ok at vælge karrieren fra? Ja, gu’ er det ok. Sætter man børn i verden, specielt i den verden vi lever i i dag, så skal man også være klar til at bakke dem op hjemmefra. Dermed ikke sagt, at man ikke kan gøre det, hvis man vælger også at have gang i en karriere, men vi er alle forskellige og håndterer hverdagen og dens udfordringer på hver vores måde.

Da jeg i sin tid flyttede fra Malmø tilbage til Danmark, prøvede jeg at pendle mellem Danmark og Sverige med fuldtidsarbejde og samtidig være alenemor til min dengang 5-årige datter Det gik slet ikke. Jeg gik ned med stress, fordi jeg ikke følte, jeg slog til hverken på arbejdet eller hjemme. Og da jeg efterfølgende skulle ud og finde et nyt arbejde, valgte jeg bevidst kun at gå efter deltidsjobs, da det betød meget for mig at kunne være der for min datter. Jeg har ikke et sekund fortrudt mit valg – det har været godt for både min datter og mig, og jeg ville tage det samme valg igen.

Nu er hun ikke ligefrem lille mere, og hun behøver slet ikke sin mor lige så meget mere, men derfor er det stadig hyggeligt at kunne hygge om hende og min kæreste. Jeg har igen – efter at have haft fuldtidsarbejde i en periode – deltidsjob; i dag er det dog fordi, jeg skal passe mere på mig selv.

Men ønsket om at droppe livet som lønmodtager, og kunne skabe en hverdag hjemme, ligger der, og det er bestemt ikke blevet mindre. Det er på ingen måde fordi, jeg ikke er glad for mit nuværende arbejde. Jeg har nogle fantastisk dejlige kollegaer, og vi griner meget sammen, men der er bare noget i mig, der skal ud, og en dag skal det nok få lov, på den ene eller den anden måde

Ergo er min drøm også mit fremtidsmål: at være hjemmearbejdende og skabe noget værdi både for min lille familie og for mig selv. Og i sidste ende skal det nok lykkes at få det hele til at hænge sammen.

Så med det in mente: slip drømmene fri og gå efter det, du mener, gør dig lykkelig. Den eneste, der kan mærke, hvad det er, er dig selv, og med Piet Heins ord, så kan du sagtens finde ud af, hvad det er:

”Stejler man foran et vanskeligt valg
Og vil ha’ det afgjort prompte,
Er det et såre fornuftigt princip
at platte og krone om det.

Ikke at valget ska ske pr. hazard,
imens man selv sidder og måber,
men: lige når mønten er kastet til vejrs,
så ved man præcis, hvad man håber.”

(Psykologisk husråd, Piet Hein)

Knus & kram
Mamma B



Hvornår er jeg en ”forkert” størrelse?

Hovedret Posted on 14 aug, 2019 16:31:21

Jeg har, som
tidligere nævnt her på bloggen, i mange år kæmpet med spiseforstyrrelse
(bulimi), og jeg har i mit hoved hele tiden haft en idé om, at jeg skal være
slank; ikke tynd, men slank. Men med årene har jeg indset, at slank nok ikke
lige er der, jeg lander.

Mens jeg stadig
aktivt levede med min bulimi, var jeg overbevist om, at jeg ville blive
lykkelig, hvis jeg bare var tynd. Jeg brugte alle midler, og jeg nåede på et
tidspunkt helt ned på 49 kg. Men jeg var så miserabel, jeg følte mig ikke et
gram lykkeligere, selv om jeg var tynd. Heldigvis!! At jeg kort efter landede i min første depression, har helt sikkert
noget med det at gøre, men jeg har efterfølgende brugt den følelse jeg havde,
da jeg stod på vægten og så på tallet ”49”. Jeg var på ingen måder lykkelig, og
tallet gjorde slet ikke det for mig, jeg havde forventet.

Tværtimod var jeg
nok noget nær det mest ulykkelige menneske lige på det tidspunkt….. Heldigvis
fik jeg professionel hjælp, og efter et år på medicin og jænvlige besøg hos en
psykiater, skiftede jeg over til en psykolog, hvor jeg efter et par måneder
begyndte at trappe ud af medicinen. Ved et tilfælde – og det var virkelig et
tilfælde – landede jeg hos en psykolog med speciale i spiseforstyrrelser. Hun
blev mit faste holdepunkt i lidt mere end et år, og hun fik mig til at tale om
ting, jeg aldrig havde nævnt for andre. Hun var et perfekt match til mig, og med
hendes hjælp kom jeg på rette køl. Ikke at jeg gik ud efter sidste session og
kunne kalde mig for helbredt, men jeg havde fået nogle redskaber med, der kunne
få mig på rette vej.

Mit liv har, som
de fleste andres, budt på op- og nedture og rigelige udfordringer. Nogle er jeg
stødt ind i, andre har jeg selv været med til at skabe, men ingen af dem ville
jeg have undværet, for jeg var ikke blevet den, jeg er i dag, hvis jeg ikke
havde mødt dem på min vej. Men den største udfordring er vendt tilbage igen og
igen: udfordringen at elske mig selv og være præcis den skæve, finurlige,
kærlige og pinlige (i hvert set fra en teenagers synspunkt smiley ) person, jeg er i dag, uden at føle mig mindre
værd end andre.

DET er en udfordring
og en stor en af slagsen, for hvis der er noget, jeg er god til, så er det at
nedgøre mig selv og sammenligne mig med andre – og altid andre, der er yngre,
tyndere og meget mere overskudsmenneske end mig selv. Hov, der gjorde jeg det
igen!! At jeg bager boller og kanelsnurrer søndag morgen kl. lort, mens resten
af huset sover er da vist lige overskud, fru Kratgaard!

Jeg er et sted i
livet, hvor jeg overordnet set har det godt. Har et job, jeg er virkelig glad
for – som i ”glæder-mig-til-at-se-kollegaerne-efter-ferien”-glad
– og bor med min elskede teenage-datter, mit livs kærlighed og vores fælles
dyrebørn i et lille rækkehus i en forstad. Jeg har nogle virkelig gode venner,
som jeg elsker højt. Vi ses ikke så tit, men jeg ved, de altid er der, og jeg
er der altid for dem. Venner, jeg ikke behøver ringe til hver og hver anden dag,
og hvor vi kan ses, når der er tid til det smiley

Alligevel kæmper
jeg med mit selvværd. Og det selv om jeg forsøger at tage nogle alvorlige samtaler
med mig selv omkring hele det her, ”er jeg god nok”-spørgsmål, der kører som et
ekko i mit hoved alt for tit. Min fornuft siger mig, at jeg bare(!) skal give
slip og lade være med at tænke på min størrelse og i stedet nyde, at jeg er et
sted i livet, hvor jeg trives. Selv migrænen er på tilbagetog, selv om jeg har
haft et par tilbagefald i løbet af sommeren, men det er jo ikke sådan, at jeg
ligger i 3 dage og brækker mig…..

Og så er det jeg
tænker, hvorfor bliver jeg ved med at være i tvivl om, om jeg er god nok? Er
det fordi, jeg kun ser de ”perfekte” mennesker omkring mig, eller er det fordi,
min egen-opfattelse er helt hen i vejret?

Indrømmet, det er
det sidste, der er tilfældet. I mit hoved skal jeg – uvist af hvilken grund – være
en størrelse 40; jeg aner ikke hvorfor, men det er på tide, jeg fjerner tallet
efter størrelse. Jeg skal nok ændre beskrivelsen lidt – måske en glad størrelse
og så ikke mere smiley På et tidspunkt sagde min læge til mig
(og Victoria!), at størrelsen ikke er
vigtigt. Det vigtigste er, at man har det godt, bevæger sig og lever relativt
sundt. Hun sagde faktisk specifikt, at nogle var en stor størrelse og var
stadig sunde, og uanset hvor meget de gjorde, ville deres størrelse ikke blive
meget mindre. Nogle er skabt i en stor størrelse, og det skal der også være
plads til.
Jeg er hende så evigt taknemlig for at sætte ord på det, for det
betød noget for Victoria at høre det, og bestemt også for mig.

Nu er det så
lige, at jeg skal have min forskruede hjerne til at forstå, at jeg ikke har en
forkert størrelse. For hvad er det? En forkert størrelse er da ikke
nødvendigvis en stor størrelse, vel? Du kan sagtens være tynd og usund, ligesom
du kan være tyk og usund. Og modsat kan du være sund, uanset om du er tyk eller
tynd.

Så jeg stemmer
for, at størrelsen ikke skal være det store issue, men derimod det du bærer med
dig i din krop, uanset hvilken størrelse den så måtte have. Elsk den som den er
og lad dig ikke kue af alle de forbandede modelbilleder, der bliver smidt op.
Bevares der er heldigvis flere og flere større modeller, men flertallet er
stadig alt for tynde og giver efter min mening et forkert billede af, hvad der
er godt for kroppen.

Rom blev ikke
bygget på en dag, og Mamma Bs hjerne har aldrig været nem at arbejde med, men
hvor der er vilje, er der en vej, og det er så den vej, jeg bevæger mig ud af
lige nu, med lidt mere på sidebenene end jeg reelt havde drømt om, men jeg er
her, og jeg bør bestemt ikke skamme mig over den, jeg er.

Så ud og kys
livet, hinanden og jeres spejlbillede, for elsker du dig selv, ligger verden
for din fødder!

Kys, knus og kram
fra Mamma B smileysmileysmileysmiley



Når dæmonerne kigger frem…..!

Hovedret Posted on 22 jan, 2019 14:04:00

Bedst som man tror, at alt er under kontrol, stikker de
ledeste dæmonerne ansigtet frem igen. Her gik jeg og troede, at jeg har styr på
livet og ikke mindst på mig selv…..

I mange år kæmpede jeg med bulimi og ødelagde min krop
fysisk, og det mærker jeg dagligt følgerne af, men som sådan har jeg ikke
skænket hverken bulimien eller hele mønstret omkring den en tanke i meget lang
tid. Og så kommer den snigende ind fra sidelinjen og griber fat i mig som et
lyn fra en klar himmel. Gamle mønstre indfinder sig på en helt naturlig måde, som
et kort øjeblik har gjort mig handlingslammet.

Men heldigvis kun et kort øjeblik. Jeg har sat ord på det
over for mine allernærmeste, og jeg overtager magten med det samme – håber jeg…..
For en del af mig er skræmt over, at jeg står ansigt til ansigt med den fjende,
jeg i mange år har kæmpet med. Jeg troede jo, den var forsvundet for altid…..

Her står jeg så, forundret over den kommer på banen nu,
hvor jeg selv føler, jeg er et godt sted i livet med balance mellem privat- og
arbejdsliv. Hvor jeg vil vove at påstå, at jeg er nærmest lykkelig. Jeg har
ryddet op i mit liv og smidt de ting og personer på porten, som har tappet mig
for energi. Slået en streg i sandet, som ikke kun var synlig for mig selv men
også for mine omgivelser. Måske har ikke alle set den streg, men jeg er sikker
på, at de personer den var møntet på har set den. Altså, mission accomplished!!

Jeg har taget kampen op med min migræne, og med støtte
fra min arbejdsgiver (ikke bare af ord men også med decideret opbakning både
ved sygemelding og sygdom), har vi sammen fundet en opskrift, hvor jeg nu har
et minimum af sygedage og en arbejdsglæde, som smitter af både på jobbet og
hjemme.

Hvorfor er det så at den forbandede bulimi kommer og
blander sig i mit liv igen?? Jeg har mine mistanker, for hele processen med at
få nedbragt migræneanfald har bl.a. bestået af medicin, som giver vægtøgning
(som det så smukt hedder) – og til den mere underholdende side risiko for
krøllet hår; som om der ikke var nok ugler deroppe i forvejen!! Min vægt har
altid været et issue i forbindelse med mit selvværd, men at det skal dukke op
nu, hvor jeg er sammen med manden i mit liv, har en elskelig og vidunder datter
og nogle helt unikke mennesker omkring mig, det kan være svært for min
hjerne at forstå…..

Måske er det bare sådan, jeg er sat sammen. Vægt op,
selvværd ned – og så kommer alle de dårlige tanker, hvor jeg straffer mig selv
med at overspise, stikke en finger i halsen, eller fylde min krop med
afføringsmidler, så mine tarme vrider sig i smerte. Og min krop er sat i panik,
hvorfor den ikke smider et eneste gram, for den skal jo passe på mig.

Men der er alligevel noget, der ikke er, som de andre
gange, hvor bulimien har taget magten. Jeg har sat ord på med det samme. Jeg
arbejder med at få mængden af mad sat ned. Det er ikke bare sådan lige at gøre,
men jeg ved, det er muligt, og jeg ved at jeg kan vinde kampen. Og jeg ved, at
det kun er bulimien, der er efter mig – alle andre omkring mig vil mig det godt
😊

Så kom bare, din skide bulimi, jeg tager kampen op. Uanset
hvor meget du prøver, skal du ikke få mig ud på tynd is igen – jeg er lige her,
og jeg er klar!

Kys hinanden derude, elsk livet og ikke mindst elsk jer
selv!

Mamma B smileysmileysmileysmiley



Lever du i en drøm??

Hovedret Posted on 31 aug, 2018 13:20:15

Det er
efterhånden mere hverdag end en sjældenhed, at jeg hører om en i min
omgangskreds, der er ramt af sygdom eller anden form for livsændrende oplevelse.
Det har efterhånden plantet en mere eller mindre konstant bevidsthed hos mig
om, at vi er her nu, og vi skal huske at værdsætte det, vi har nu og ikke
vente.

Jeg tror
mange kender det med, ”hvis bare jeg kunne, så….”, eller ”hvis jeg nu vandt i
Lotto, så”, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg selv har været der et par
gange, men jeg prøver ihærdigt at ændre mit mindset, for det er jo ikke det,
der gør forskellen. I hvert fald ikke på den lange bane…..

Penge vil
altid gøre, at man kan købe sig frihed, materielle goder og selvfølgelig en
masse dejlige oplevelser, men hvad med at se lige frem for næsen af dig selv,
og se det liv, du lever. Det arbejde, du står op til hver morgen, og de
mennesker, du lever dit liv med. For det er jo her, du er, ikk’?!

Det er på
ingen måde pegen fingre af nogen, for jeg har såmænd selv været der, og jeg ved
bestemt godt, at det kræver en bevidst ændring. I en længere periode kunne jeg
ikke finde arbejdsglæden, og når jeg kom hjem, var jeg bare træt og faldt i
søvn i sofaen, hver aften (og jeg mener hver aften), hvilket samtidig
gav mig enormt dårlig samvittighed over for min familie. Jeg kæmpede ud over
det også med en migræne og højst sandsynligt deraf en dårlig samvittighed over
for mit arbejde og frustration over ikke at kunne passe det, men i stedet fylde
mig med piller alt for meget og i alt for store mængder.

Min
opvågning kom ikke fra det ene øjeblik til det andet, men over en længere
periode. I forbindelse med en sygemelding, fik jeg mulighed for at få ro på mig
selv, mine tanker og min hverdag. I mine tanker havde jeg længe ledt efter ”dét”,
der ville give mig arbejdsglæde, og jeg følte, der var noget uforløst i mig. Havde
det været en film, var det kommet til mig i en drøm eller lignende, men i min
virkelighed måtte jeg bare erkende, at der ikke skete noget.

Og hele
tiden var en del af mine tanker optaget af ”dét” i stedet for at være til stede
både på arbejde og herhjemme. Desværre gik der ½ år, hvor jeg blev ret dårlig
pga migræne igen, men til sidst fandt jeg og min chef en midlertidig løsning
(jeg kan lige så godt indrømme, at jeg lige nu drømmer om, at den bliver
permanent….), og i de sidste 3 måneder har jeg arbejdet på nedsat tid. Det har
været helt fantastisk – for jeg har haft tid til mig selv, til mere fysisk
aktivitet, overskud til min familie, og så har jeg kunne passe mit arbejde med
et meget større overblik, end jeg har følt længe.

Det viste
sig for mit vedkommende, at det slet ikke var jobbet, der var noget galt med, men snarere
mine forventninger til mig selv i forhold til jobbet. Nu hvor jeg har overskud
til at klare dagens opgaver, oplever jeg ikke den stress, der tit kom snigende
i løbet af en dag, og jeg er meget mere afklaret med forventningerne. Jeg ved
godt, at der et eller andet sted indeni mig er en lyst til at begynde at læse
psykologi på et eller andet niveau, men det er ikke fejet af bordet, fordi jeg
vælger at være til stede her og nu.

Efter mange
års jagt på drømmejobbet, må jeg bare sige, at med tanke på de fantastisk dejlige
mennesker jeg har mødt undervejs og taget med mig videre i livet, så er det
vigtigste for mig, at jeg trives med de mennesker, jeg deler min arbejdstid
med.

Det betyder
ikke, at drømmen om på et eller andet tidspunkt at kaste mig over psykologien
på fuldtid eller ved siden af jobbet er væk – snarere tværtimod. Nu tillader
jeg den at være synlig, og mens jeg bevæger mig hen mod den, nyder jeg den
hverdag, jeg er i lige nu og her.

Så drømmen
er synlig og eksisterer, men husk nu at nyde vejen mod drømmen, for vi ved
ikke, hvad der sker i morgen.

Derfor start
weekenden med at kysse og kramme dem, du elsker, for uanset hvor du befinder
dig i livet, så er det vigtigste at huske, at kærligheden er livet!

Kys &
kram
Mamma B smileysmileysmiley



På jagt efter mig!

Hovedret Posted on 10 maj, 2018 09:40:05

Det
har altid været en kamp at blive en del af fællesskabet. At træde ind i det
samvær, der har været mellem personer omkring mig.

Det
har kostet mange søvnløse nætter, hvor alting er blevet endevendt for på bedste
måde at tilpasse mig de omgivelser, jeg har befundet mig i.

Efter
skolen valgte jeg bevidst at flytte så langt væk som muligt og starte et nyt
liv samtidig med, jeg startede på mit første job og studerede ved siden af.

Jeg
gik så langt, at jeg kun brugte den del af mit efternavn, som jeg havde
tilføjet et par år tidligere.

I
mine øjne en helt frisk start, hvor jeg vendte mit gamle liv ryggen for at få
det liv, jeg ville have.

Det
stod sort på hvidt i min dagbog fra januar det år, jeg flyttede: ”Jeg vil være
mine venners ven”. Hvad det reelt betød, da jeg skrev det, var meget banalt:
jeg ville gerne have venner, nogle, der var der, fordi de kunne li’ mig, som
jeg var!

Jeg
brugte de følgende år vanvittig meget energi på at tilpasse mig mine
omgivelser. Blev en rigtig pleaser. Det gav også pote, for jeg blev en del af
fællesskabet og stod nu inde i den cirkel, jeg altid havde stået uden for som
barn.

Jeg
tænkte aldrig over prisen, for i lange perioder var der gang i den i
weekenderne hos mig.

Indimellem
var der perioder, hvor jeg faldt tilbage i en slags depressiv tilstand, og
lukkede mig helt inde, når jeg ikke var på arbejde. Så blev følelsen af at være
alene, ensom og ikke elsket stærk, og selvværdet røg igen held ned på et
niveau, hvor det kunne være svært at finde troen på mig selv igen. Og min tank
var blevet tømt indtil flere gange….

Langsomt
gik det den rigtige vej, men når man som jeg havde levet med så lavt selvværd i
alt for mange år, tog det også tid at få fyldt op.

Det
skete i flere omgange. Jeg er sikker på, at mine år som selvstændig var et
vigtigt skridt. I de år lærte jeg utrolig meget om mine egne evner, og at
begrænsninger ikke behøver være en stopklods, men lige så godt kan være en
udfordring.

Der
begyndte også at ske noget med mine omgivelser. Jeg tiltrak en anden slags mennesker.
Nu var det nogle, der valgte mig, og hvor der var et fællesskab, inden jeg
spillede mit pleaser-kort.

Men
den største forandring kom, da jeg blev mor. Pludselig var der et lille
menneske helt afhængigt af, at jeg viste vejen og sørgede for, at der var en
solid base.

Hvor
har jeg mange gange siddet og kigget på min sovende datter og været skrækslagen
for, om jeg nu gjorde det godt nok. Men det gjorde jeg, og det gør jeg!!

Hun
er en helt fantastisk pige – sagt uden tanke på, at jeg er hende mor, selvfølgelig smiley Hun er god, sjov, omtænksom, smuk udenpå som inden, og så hviler hun i sig
selv som menneske. Det sidste er specielt noget, jeg er stolt af, for med det i
bagagen, skal hun nok klare sig!!

I
alle disse år har mit kærlighedsliv naturligt nok også haft en betydning. Alt
for mange gange har jeg stået tilbage med et knust hjerte, og følelsen af
fiasko og være blevet valgt fra.

Ægteskabet
med min datters far holdt heller ikke, men jeg kom ud af det med vinderkortet,
for min datter har boet hos mig størstedelen af tiden. Og jeg har valgt at se
på mit ægteskab med positive øjne, for havde det ikke været for min eksmand,
havde jeg aldrig fået præcis det barn, jeg er mor til i dag.

(Og her en lille note: hvis bare alle
forældre ville vælge at se det positive i et forlist ægteskab, for børnene vil
alt andet lige altid være en gave, uanset hvad du føler for den anden
part!
)

I
mange år jagtede jeg kærligheden, men først da jeg nærmede mig den ”ægte” version
af mig, fandt jeg den. Jeg havde brugt tid på at lede efter, hvad jeg troede,
jeg ville have, men det viste sig, at mit perfekte match var et helt andet.

Jeg
har datet mange gange, og jeg har mødt nogle virkelig søde fyre undervejs. Men
da jeg mødte ham den rigtige, faldt alt på plads.

Den
første gang, han tog min hånd, vidste jeg, at det var ham – alle forestillinger
om Mr Perfect blev smidt ud, for der kan ikke sættes store ord på det.

Men
han giver mig ro indeni. Han elsker mig, helt som jeg er, og han tager hele
pakken! smiley for sådan er han.

Mit
liv i dag er fyldt med kærlighed – og ro, masser af ro, for det har jeg brug
for. Det skulle jeg kun bruge halvdelen af mit liv for at finde ud af.

Hverdagen
er vist meget Familien Danmark – den består af arbejde og min lille familie.

I
stedet for at løbe forvirret rundt og forsøge at tilfredsstille alle andre,
består mit liv af vasketøj, aftensmad foran tv’et, og hygge med dem jeg elsker.

I dag
har jeg relativt få nære venner, som jeg vil gøre alt for. Jeg er holdt op med
at kime dem ned, der findes omkring mig. Alle ved de, at jeg er her, men de
skal vise, at de vil mig, og gør de det, så er jeg klar.

Jeg
har endelig lært, at jeg er noget værd som menneske, og at de personer, jeg
kalder venner, virkelig er mine venner. De er det, fordi de vil mig og
ikke forventer noget tilbage (selvom de forhåbentlig føler, de får det).


her er jeg, tæt på de 52, en tidlig morgen. Mine to elskede sover stadig, og
jeg fyldes med ro og taknemmelighed.

Tak
for mit liv – et liv som måske ser småborgerligt og kedeligt ud udefra, men det
er mit liv, og jeg elsker det!

Lev
dig eget liv – lad dig ikke diktere af dine omgivelser. Gør det, du finder
glæde ved, og vær tro mod dig selv.

Du
skal være den lykkeligste version af dig selv – så falder alt andet på plads.

Kærligheden
til dig selv er vigtig, husk det. Kærligheden er livet!

Kram
Mamma B smileysmileysmileysmileysmiley



Smag på luften

Hovedret Posted on 04 aug, 2017 00:02:39

Luften ”smager” anderledes, når det lige har regnet. Den
friske luft og lyden af vandet, der stadig drypper lidt her og der…. er
forfriskende og som om, det hele starter på ny.

Nogle dage kan det være rart at have muligheden for at
starte en gang til. De der dage, hvor alting synes at gå i et forkert tempo,
som om solen har glemt at trække gardinet fra. Vi har alle sammen dage, som
ikke sprudler af overskud, og sådanne dage kan jeg godt gribe ud efter noget,
der flytter fokus fra den der pakket-ind-i-dynen-fornemmelse, og lige dér er de
første minutter efter regnvejr en af mine favoritter – så rebooter jeg lige
hjernen smiley

I det store hele er jeg bare ikke noget morgenmenneske –
morgenkaffen er uden overdrivelse en af de vigtigste ingredienser i hele
processen. På hverdage er det også at komme ind ad døren på arbejdet og mødes
af min arbejdsfamilie. Selv på dårlige dage glæder jeg mig til at komme på
arbejde – og det har jeg gjort i to år nu. Nu skal det ikke lyde rosenrødt, men
de mennesker, som fylder min arbejdsdag, giver mig så meget, og løfter mig på
mine sorte dage. En god blanding af værkstedshumor, seriøsitet, kærlig mobning
og genuin omsorg fylder mine depoter godt op – der går stort set ikke en dag,
hvor vi ikke griner, og jeg mener virkelig griner helt fra det inderste.

Det tog mig mange år at finde frem til et sted, hvor jeg
trives, fordi jeg ikke selv kunne sige fra og passe nok på mig selv. Men da jeg
først havde taget beslutningen om, at det her var det, jeg gerne ville, så kom
det rigtige job også, præcis som jeg hele tiden har troet på. Hvis du ved, hvad
du vil, så skal du nok opnå det. Du skal til gengæld også ville det med
hjertet.

Jeg har lært mange fantastiske mennesker at kende i gennem
de (mange?!) år, jeg har været derude i arbejdsjunglen. Nogle stikker mere ud
end andre, mens nogle desværre også forsvinder hurtigere end ønsket. Alle de
mennesker, jeg har mødt, har på en eller anden måde sat et aftryk i mig. Nogle
måske kun et lille komma eller en parentes, men alle har på deres måde formet
og guidet mig gennem livet. Jeg håber, jeg på en eller anden måde også har og
vil fortsætte med at give noget til dem omkring mig. Ud over min larmende
latter og måske lidt for sjofle humor, men hej, hvem sagde jeg var perfekt!!

Midt i alle de positive tanker, slår virkeligheden også
hårdt ned – flere omkring mig er blevet ramt hårdt af sygdom. De kæmper på hver
deres måde en kamp for at komme hele igennem, og heldigvis kommer de fleste
godt ud på den anden side.

En stadig påmindelse om, at vi skal huske at leve i nuet og
værdsætte det, vi har. Hvis du ikke er lykkelig, hvor du er, så gå ud og find
det og/eller den, der gør dig lykkelig. Se omkring dig og sug alt det gode til
dig, du er omgivet af – kald mig bare romantiker, men jeg tror på, at vi alle
sammen omgives af gode ting, det er bare et spørgsmål om at fokusere på dem,
for så bliver de negative ting meget mindre.

At være elsket er helt fantastisk, men det er mindst lige så
utroligt at få lov til at elske tilbage. At den kærlighed man føler, bliver
modtaget af andre, er lige til at blive helt høj af. Kærlighed er det største og
mest effektive smertestillende middel, der findes – punktum!

Selv om jeg til tider føler mig helt pladderballeromantisk, så
er det bare sådan det er: jeg er havnet i mit helt eget paradis. Ja, der er
slanger i mit paradis, og der er såmænd også skeletter, men ingenting jeg ikke
kan klare. Jeg omgiver mig med mennesker, der siger mig noget, og som jeg gerne
vil være sammen med; og mennesker som vil mig, lille mig, fuldstændig som jeg
er, skæv og skør 😉 Jeg øser rigeligt af min kærlighed, men ikke til hvem som
helst, selv om det måske kan virke sådan set udefra. Jeg giver gerne, men jeg
lader mig ikke udnytte mere, for den lektie har jeg lært. Jeg føler også, at
jeg tager meget tilbage, og i hvert fald rigeligt til at holde mig i gang.

Jeg er velsignet med kærlighed, ærlighed og ro – endelig ro
og masser af det. Måske netop derfor har jeg overskud til at sprudle og give
til jer omkring mig. Vid jeg er her, vid jeg ønsker at være her, og vid at jeg
elsker jer, lige præcis som I er hver enkelt af jer. Familie og venner, en
broget samling af mennesker, som hver især er unikke for mig. Jeg oplever, at
familie og venner bliver blandet sammen, så jeg ikke ved, hvor familiebånd er
blod eller følelser mere, og sådan kan jeg li’ det. Summen af mennesker, jeg
omgiver mig med, er mere eller mindre konstant, og det selv om jeg møder nye
mennesker; andre finder lykken af veje, jeg ikke følger, men det er en del af
hele udviklingen og livet.

Luk øjnene, træk vejret og smag på luften – den der lige-efter-regn-luft
– og boost dit indre. Vi er her for at leve livet og lære af livet. Min største
lektie er stadig at størst er kærligheden!

Knus & kram

Mamma B smileysmileysmileysmileysmiley



Invite love in!

Hovedret Posted on 30 mar, 2017 22:36:29

I’m
surrounded by people of all kinds, colours, nationalities and sexualities. And
that’s how I like it J

I have been
brought up in a traditional Danish family with a white mother and father, who
were happily married all their life and who worked hard to make every
possibility open to my brother and I. There were never any strong opinions over
dinner on, who we should be or how we should live our lives. The only thing
they expected was that we got an education and got the best out of life.

We both did
it but in two very different ways. My brother followed the direct path that my
parents wished for him – not that they decided anything, but he definitely had
the same goals for his life as they did.

I, on the
other hand, was searching for a very long time, exploring a lot of paths. Basically,
all I wanted was to be happy, and to be that I took many turns along the way. I
tested my sexuality, my spirituality, my religion and my profession. And not
once did my parents question my choices – they supported me every time I
presented a new path or idea. No doubt that has also been part of my “personal
education” as it showed me how important it is to embrace the people you are
surrounded by and to give them the room to find their own personal place to be
happy.

Today, I
have a life close to the one my parents had. I have a daughter who makes me
proud and gives me so much self-confidence – knowing that she is part of me and
I have been able to bring up such a lovely person is almost impossible to
describe in words. I have found a partner, who happens to be a white male, and
thus we live in a heterosexual relationship just like my parents did.

But to me
it is not the fact that I gave birth to a child or that I live in a
relationship with a man, but it is the fact that it makes me happy to live this
life. And I hope I bring the values of love and being loved by someone and not
the “right kind” to my daughter. Because love is a personal choice and should
never be made for you but by you and you should not have to
account to anyone for your choice in love and life.

Please do
not get me wrong – I still think it is important to take into account how your
choices may influence the people around you, but not so that your choices are
made from other people’s desires. Simply, that you act with respect for other people.

So my words
today should be that love comes in many shapes, and you should never be judged
by who you love, but by who you are. Love between two people is special and
should always be respected. Love is not less beautiful, because it is between the
same sex, between people of different ages, people of different colours, and so
on….. Love is love and should be welcomed between two adults.

The best
way to teach this to your surroundings is by living it. I choose love, as it
has chosen me. Open your arms and your door and invite love into your life!

Love is
life!

Mamma B smileysmileysmileysmileysmileysmiley



Når dråberne falder…

Hovedret Posted on 18 nov, 2016 05:31:32

Hverdagen er fuld af spørgsmål, beslutninger, udgifter, ja,
mange ting, der tager plads – i hvert fald hos mig! Jeg kan vågne midt om
natten og ligge og fundere, og det bider sig selv i halen, når der også er en hverdag,
der skal passes. Hvor lidt jeg end har lyst til at indrømme det, så er jeg nået
en alder, hvor natteroderi – uanset om det er pga. festlige udskejelser,
hverdagsproblemer eller andet – giver bagslag flere dage efter.

Alligevel sker det af og til, at jeg som nu er vågnet alt for
tidligt, og når jeg så har ligget og rodet rundt et stykke tid, ender jeg altid
med at liste ud af sengen, så ham jeg deler dyne med, kan få ro resten af
natten. Også selv om der er kommet styr på det, jeg lå og funderede over. Så
det er ikke fordi, jeg nu sidder og er frustreret og prøver at finde en
løsning, nej, tværtimod har jeg nu et roligt øjeblik til at finde ro i mine
tanker og værdsætte det liv, jeg har i dag.

Dagligt bliver jeg mindet om, hvor hurtigt livet kan
forandres, og hvor vigtigt det er at være i nuet og nyde det liv og de
mennesker, der er omkring os. Der vil altid være ting, jeg kunne ønske var
anderledes, men når det er sagt, så er det ikke ting, jeg kan ændre på. Jeg
savner dagligt min far og ville ønske, han stadig var her, men det er han
heldigvis ikke – ja, heldigvis fordi han var så syg og mentalt et helt andet
sted, de sidste år han levede. Men savnet er der og er langsomt ved at blive en
naturlig del af mig, og det er ikke nødvendigvis et negativt savn.

For er kærligheden negativ? Herfra hvor jeg er så nej –
kærlighed er mange ting, og ja, den er ikke altid smuk og lyserød, men som
udgangspunkt er kærlighed vel positiv…. Den kærlighed jeg oplever, er ikke den
store forgyldte af slagsen, men den stille og smukke kærlighed. Som vanddråber lander
den på min vej dagligt i mange forskellige former, både som fysiske kys og
kram, men også som øjeblikke, der fylder mit hjerte og min krop med glæde og
lykke. Selv midt i øjeblikke af smertehelvede i et migræneanfald, kan jeg
rammes af dråber af kærlighed, når min datter kommer ind og lægger noget
køligt på min pande, eller min kæreste pakker tæppet tættere omkring mig.

I en tid, hvor rigtig mange drøner af sted i
overhalingsbanen, befinder jeg mig i ”pensionistbanen”, i hvert fald mentalt.
Der er hverdagen med arbejde og skole og alle de praktiske ting, en hverdag med
en pre-teen byder på, men det er stadig ikke med fuld knald på. Snarere en
tilbagelænet afklaret ro, som jeg håber og tror, vi alle tre har brug for. For
når alt kommer til alt, så er det samværet med dem, jeg elsker, der kommer ind
som første prioritet, og det kan ikke være anderledes. Livet er fuld af valg,
og mit valg er at være her for dem, jeg elsker og holder af.

En fredag morgen i november bliver jeg – igen – ramt af
vanddråber fyldt med lykke, fordi jeg er lige her, hvor jeg har det godt. Og
mon jeg så ikke får indhentet de manglende timers søvn igen…smiley

Husk at elske jer selv og livet, og vise dem, I elsker, hvad
de betyder for jer. For størst er kærligheden!

Mamma B smiley smiley smiley smiley smiley smiley



Næste »