Det stod aldrig rigtigt i kortene, at jeg skulle være mor – bortset fra jeg et par år som teenager var overbevist om, at jeg som 25-årig ville være gift og have mindst 6 børn!!

Det gik i sig selv igen, og i mange år var jeg overbevist om, at jeg ikke skulle have børn. Indtil jeg mødte min nu eksmand. I løbet af meget kort tid vidste jeg, at han skulle være far til mine børn. Problemet var bare, at han ikke havde planlagt at skulle have børn, så jeg brugte nogle år på at blødgøre ham. Jeg fik ham egentlig ikke overbevist, men til sidst blev jeg gravid, og da først vores datter var født, ville hverken min eks eller jeg bytte hende for noget som helst.

Vi fandt aldrig rigtig melodien, heller ikke rigtig før vi fik barn, men det skulle jo være os, der fik et barn, for ellers var det ikke blevet til hende, vi har i dag. Så trods udfordringer, specielt i forbindelse med vores brud, har jeg aldrig fortrudt, at det var ham, jeg fik barn med. For det var lige netop hende, jeg skulle have….

På lørdag skal hun konfirmeres, og i den forbindelse har jeg de sidste dage gennemgået de godt 14 år, hun har været en del af mit liv. Hun er et af de fineste mennesker, jeg kender, og ikke kun fordi jeg er hendes mor. Hun har en ro og en omsorg for sin omverden, og så er hun sjov. Ja ok, hun er mega plat, men vi griner meget – hun, min kæreste og jeg. De to har helt adopteret hinanden i hjertet, og det gør kun lykken endnu større.

Hun er mit et og alt, og nu skal jeg begynde at give slip på hende…. Det bliver både svært og nemt. Det lyder nok lidt forvirrende, men jeg ved 100%, at hun kan klare sig ude i den verden, som mit moderhjerte synes er alt for voldsom, men som min fornuft ved, hun skal ud i uanset hvad. Og alligevel vil jeg helst beholde hende lige inden for rækkevidde, så jeg er sikker på, hun har det godt. Men så kigger hun på mig med øjnene fulde af kærlighed, krammer mig og siger, “Lille Mamma, det er ok”…..

nu er min teenagedatter (som for øvrigt slet ikke er lige så slem, som hendes mor var….) nået til en milepæl i sit unge liv.

Jeg har fulgt hende de første 14 år, og jeg er overbevist om, at hun vil fortsætte med at være tro mod sig selv og være det smukke menneske, hun er. For kan hun se sig selv i øjnene, så kan hun også se hele verden i øjnene.

Og med disse ord vil jeg fortsætte min tankerække i håb om, der kommer noget brugbart på skrift inden lørdag.

Kram i massevis
Mamma B