Jeg har, som
tidligere nævnt her på bloggen, i mange år kæmpet med spiseforstyrrelse
(bulimi), og jeg har i mit hoved hele tiden haft en idé om, at jeg skal være
slank; ikke tynd, men slank. Men med årene har jeg indset, at slank nok ikke
lige er der, jeg lander.

Mens jeg stadig
aktivt levede med min bulimi, var jeg overbevist om, at jeg ville blive
lykkelig, hvis jeg bare var tynd. Jeg brugte alle midler, og jeg nåede på et
tidspunkt helt ned på 49 kg. Men jeg var så miserabel, jeg følte mig ikke et
gram lykkeligere, selv om jeg var tynd. Heldigvis!! At jeg kort efter landede i min første depression, har helt sikkert
noget med det at gøre, men jeg har efterfølgende brugt den følelse jeg havde,
da jeg stod på vægten og så på tallet ”49”. Jeg var på ingen måder lykkelig, og
tallet gjorde slet ikke det for mig, jeg havde forventet.

Tværtimod var jeg
nok noget nær det mest ulykkelige menneske lige på det tidspunkt….. Heldigvis
fik jeg professionel hjælp, og efter et år på medicin og jænvlige besøg hos en
psykiater, skiftede jeg over til en psykolog, hvor jeg efter et par måneder
begyndte at trappe ud af medicinen. Ved et tilfælde – og det var virkelig et
tilfælde – landede jeg hos en psykolog med speciale i spiseforstyrrelser. Hun
blev mit faste holdepunkt i lidt mere end et år, og hun fik mig til at tale om
ting, jeg aldrig havde nævnt for andre. Hun var et perfekt match til mig, og med
hendes hjælp kom jeg på rette køl. Ikke at jeg gik ud efter sidste session og
kunne kalde mig for helbredt, men jeg havde fået nogle redskaber med, der kunne
få mig på rette vej.

Mit liv har, som
de fleste andres, budt på op- og nedture og rigelige udfordringer. Nogle er jeg
stødt ind i, andre har jeg selv været med til at skabe, men ingen af dem ville
jeg have undværet, for jeg var ikke blevet den, jeg er i dag, hvis jeg ikke
havde mødt dem på min vej. Men den største udfordring er vendt tilbage igen og
igen: udfordringen at elske mig selv og være præcis den skæve, finurlige,
kærlige og pinlige (i hvert set fra en teenagers synspunkt smiley ) person, jeg er i dag, uden at føle mig mindre
værd end andre.

DET er en udfordring
og en stor en af slagsen, for hvis der er noget, jeg er god til, så er det at
nedgøre mig selv og sammenligne mig med andre – og altid andre, der er yngre,
tyndere og meget mere overskudsmenneske end mig selv. Hov, der gjorde jeg det
igen!! At jeg bager boller og kanelsnurrer søndag morgen kl. lort, mens resten
af huset sover er da vist lige overskud, fru Kratgaard!

Jeg er et sted i
livet, hvor jeg overordnet set har det godt. Har et job, jeg er virkelig glad
for – som i ”glæder-mig-til-at-se-kollegaerne-efter-ferien”-glad
– og bor med min elskede teenage-datter, mit livs kærlighed og vores fælles
dyrebørn i et lille rækkehus i en forstad. Jeg har nogle virkelig gode venner,
som jeg elsker højt. Vi ses ikke så tit, men jeg ved, de altid er der, og jeg
er der altid for dem. Venner, jeg ikke behøver ringe til hver og hver anden dag,
og hvor vi kan ses, når der er tid til det smiley

Alligevel kæmper
jeg med mit selvværd. Og det selv om jeg forsøger at tage nogle alvorlige samtaler
med mig selv omkring hele det her, ”er jeg god nok”-spørgsmål, der kører som et
ekko i mit hoved alt for tit. Min fornuft siger mig, at jeg bare(!) skal give
slip og lade være med at tænke på min størrelse og i stedet nyde, at jeg er et
sted i livet, hvor jeg trives. Selv migrænen er på tilbagetog, selv om jeg har
haft et par tilbagefald i løbet af sommeren, men det er jo ikke sådan, at jeg
ligger i 3 dage og brækker mig…..

Og så er det jeg
tænker, hvorfor bliver jeg ved med at være i tvivl om, om jeg er god nok? Er
det fordi, jeg kun ser de ”perfekte” mennesker omkring mig, eller er det fordi,
min egen-opfattelse er helt hen i vejret?

Indrømmet, det er
det sidste, der er tilfældet. I mit hoved skal jeg – uvist af hvilken grund – være
en størrelse 40; jeg aner ikke hvorfor, men det er på tide, jeg fjerner tallet
efter størrelse. Jeg skal nok ændre beskrivelsen lidt – måske en glad størrelse
og så ikke mere smiley På et tidspunkt sagde min læge til mig
(og Victoria!), at størrelsen ikke er
vigtigt. Det vigtigste er, at man har det godt, bevæger sig og lever relativt
sundt. Hun sagde faktisk specifikt, at nogle var en stor størrelse og var
stadig sunde, og uanset hvor meget de gjorde, ville deres størrelse ikke blive
meget mindre. Nogle er skabt i en stor størrelse, og det skal der også være
plads til.
Jeg er hende så evigt taknemlig for at sætte ord på det, for det
betød noget for Victoria at høre det, og bestemt også for mig.

Nu er det så
lige, at jeg skal have min forskruede hjerne til at forstå, at jeg ikke har en
forkert størrelse. For hvad er det? En forkert størrelse er da ikke
nødvendigvis en stor størrelse, vel? Du kan sagtens være tynd og usund, ligesom
du kan være tyk og usund. Og modsat kan du være sund, uanset om du er tyk eller
tynd.

Så jeg stemmer
for, at størrelsen ikke skal være det store issue, men derimod det du bærer med
dig i din krop, uanset hvilken størrelse den så måtte have. Elsk den som den er
og lad dig ikke kue af alle de forbandede modelbilleder, der bliver smidt op.
Bevares der er heldigvis flere og flere større modeller, men flertallet er
stadig alt for tynde og giver efter min mening et forkert billede af, hvad der
er godt for kroppen.

Rom blev ikke
bygget på en dag, og Mamma Bs hjerne har aldrig været nem at arbejde med, men
hvor der er vilje, er der en vej, og det er så den vej, jeg bevæger mig ud af
lige nu, med lidt mere på sidebenene end jeg reelt havde drømt om, men jeg er
her, og jeg bør bestemt ikke skamme mig over den, jeg er.

Så ud og kys
livet, hinanden og jeres spejlbillede, for elsker du dig selv, ligger verden
for din fødder!

Kys, knus og kram
fra Mamma B smileysmileysmileysmiley