Det er
efterhånden mere hverdag end en sjældenhed, at jeg hører om en i min
omgangskreds, der er ramt af sygdom eller anden form for livsændrende oplevelse.
Det har efterhånden plantet en mere eller mindre konstant bevidsthed hos mig
om, at vi er her nu, og vi skal huske at værdsætte det, vi har nu og ikke
vente.

Jeg tror
mange kender det med, ”hvis bare jeg kunne, så….”, eller ”hvis jeg nu vandt i
Lotto, så”, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg selv har været der et par
gange, men jeg prøver ihærdigt at ændre mit mindset, for det er jo ikke det,
der gør forskellen. I hvert fald ikke på den lange bane…..

Penge vil
altid gøre, at man kan købe sig frihed, materielle goder og selvfølgelig en
masse dejlige oplevelser, men hvad med at se lige frem for næsen af dig selv,
og se det liv, du lever. Det arbejde, du står op til hver morgen, og de
mennesker, du lever dit liv med. For det er jo her, du er, ikk’?!

Det er på
ingen måde pegen fingre af nogen, for jeg har såmænd selv været der, og jeg ved
bestemt godt, at det kræver en bevidst ændring. I en længere periode kunne jeg
ikke finde arbejdsglæden, og når jeg kom hjem, var jeg bare træt og faldt i
søvn i sofaen, hver aften (og jeg mener hver aften), hvilket samtidig
gav mig enormt dårlig samvittighed over for min familie. Jeg kæmpede ud over
det også med en migræne og højst sandsynligt deraf en dårlig samvittighed over
for mit arbejde og frustration over ikke at kunne passe det, men i stedet fylde
mig med piller alt for meget og i alt for store mængder.

Min
opvågning kom ikke fra det ene øjeblik til det andet, men over en længere
periode. I forbindelse med en sygemelding, fik jeg mulighed for at få ro på mig
selv, mine tanker og min hverdag. I mine tanker havde jeg længe ledt efter ”dét”,
der ville give mig arbejdsglæde, og jeg følte, der var noget uforløst i mig. Havde
det været en film, var det kommet til mig i en drøm eller lignende, men i min
virkelighed måtte jeg bare erkende, at der ikke skete noget.

Og hele
tiden var en del af mine tanker optaget af ”dét” i stedet for at være til stede
både på arbejde og herhjemme. Desværre gik der ½ år, hvor jeg blev ret dårlig
pga migræne igen, men til sidst fandt jeg og min chef en midlertidig løsning
(jeg kan lige så godt indrømme, at jeg lige nu drømmer om, at den bliver
permanent….), og i de sidste 3 måneder har jeg arbejdet på nedsat tid. Det har
været helt fantastisk – for jeg har haft tid til mig selv, til mere fysisk
aktivitet, overskud til min familie, og så har jeg kunne passe mit arbejde med
et meget større overblik, end jeg har følt længe.

Det viste
sig for mit vedkommende, at det slet ikke var jobbet, der var noget galt med, men snarere
mine forventninger til mig selv i forhold til jobbet. Nu hvor jeg har overskud
til at klare dagens opgaver, oplever jeg ikke den stress, der tit kom snigende
i løbet af en dag, og jeg er meget mere afklaret med forventningerne. Jeg ved
godt, at der et eller andet sted indeni mig er en lyst til at begynde at læse
psykologi på et eller andet niveau, men det er ikke fejet af bordet, fordi jeg
vælger at være til stede her og nu.

Efter mange
års jagt på drømmejobbet, må jeg bare sige, at med tanke på de fantastisk dejlige
mennesker jeg har mødt undervejs og taget med mig videre i livet, så er det
vigtigste for mig, at jeg trives med de mennesker, jeg deler min arbejdstid
med.

Det betyder
ikke, at drømmen om på et eller andet tidspunkt at kaste mig over psykologien
på fuldtid eller ved siden af jobbet er væk – snarere tværtimod. Nu tillader
jeg den at være synlig, og mens jeg bevæger mig hen mod den, nyder jeg den
hverdag, jeg er i lige nu og her.

Så drømmen
er synlig og eksisterer, men husk nu at nyde vejen mod drømmen, for vi ved
ikke, hvad der sker i morgen.

Derfor start
weekenden med at kysse og kramme dem, du elsker, for uanset hvor du befinder
dig i livet, så er det vigtigste at huske, at kærligheden er livet!

Kys &
kram
Mamma B smileysmileysmiley