Min datter er 11, meget moden af sin alder, og med et selvværd
og en indre ro få af hendes jævnaldrende besidder – ja, jeg lyder som en farvet
mor, og det er jeg da også; jeg er selvfølgelig vildt stolt over at have en
pige, som ikke umiddelbart lader sig påvirke af, hvad hun ser på alle medier og
omkring sig.

Til sammenligning havde jeg selv en barndom, hvor mit
selvværd var stort let lig nul, og jeg aldrig følte mig god nok til mine
omgivelser. Når jeg så i spejlet om morgenen, var jeg egentlig tilfreds, men
kort tid efter at være kommet i skole, følte jeg mig allerede forkert,
malplaceret og bestemt ikke hverken køn eller som en af de andre. Allerede
dengang lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville bedømme andre ud fra deres
udseende, men ud fra personen. Og det
forsøger jeg også – med held indtil nu – at lære min datter!

Indrømmet, vi ser altid indpakningen først, og jeg har da også
selv bedømt ud fra det, der først rammer øjet alt for mange gange. Men samtidig
har jeg igen og igen oplevet, hvordan et menneske folder sig ud ved nærmere
bekendtskab, og hvordan de samtidig bliver smukkere at se på.

Ikke noget mumbo jumbo eller andre tryllerier – men hvis du
giver dig tid til at lære et menneske at kende, er jeg sikker på, du de fleste
gange vil opleve, hvordan de vokser og blomstrer. Eller helt basalt kan du jo
også teste det på en mere enkel facon, når du går på gaden. Forestil dig en gråvejrsmorgen
– du møder mange mennesker på vej på arbejde, i skole o.lign.; alle (eller de
fleste i hvert fald) går i egne tanker og ænser ikke omgivelserne. Men prøv at
fang deres blik og smil og se, hvordan ansigtet over for dig folder sig ud og
smiler tilbage!

Så start den nye uge med at gå ud og smil til verden – se lidt
længere ind i menneskene omkring dig og oplev med egne øjne, hvordan skønhed
ikke kun sidder udenpå.

Se med hjertet!

Kys & kram

Mamma B smileysmileysmileysmileysmileysmiley