Blog Image

Mamma B's Kitchen

Glimt fra et helt almindeligt liv!

Velkommen forbi min blog, hvor jeg deler ud af mine tanker, meninger og af og til en opskrift eller to.

Jeg går med en drøm….

Hovedret Posted on 12 sep, 2019 20:38:37

Efter 10 dage på pause, hvor snot og hosten har holdt mig nedlagt, er jeg nu endelig ved at komme oven på igen, og dermed er der mere plads til tankerne og energi til at få dem nedfældet.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid har et voldsomt tankemylder, og det er bestemt ikke alt, der ryger gennem hovedet, der er værd at bruge energi på. Men visse tanker vender tilbage igen og igen, og nogle af dem kan godt tåle at blive vendt andre steder end i mit rodede hoved.

Én af dem vender tilbage, hver gang jeg har haft nogle dage hjemme, som de sidste 10 dage, hvor forkølelsen har holdt mig underdrejet. De sidste par dage, inden jeg er arbejdsklar igen, og energien periodevis er tilbage, går jeg rundt i min egen lille verden i ren husmorstil. Og hver gang kommer ønsket om, at jeg kunne gøre det på fuldtid. Være hjemmegående husmor og passe min elskede lille familie på alle måder, og måske endda få struktureret tid til at få gang i det skriveri, der ligger og ulmer i mig. Men før det kan blive virkelighed, er der nogle helt basale ting, der skal være styr på, for pengene kommer jo ikke ind ad døren af sig selv….

Jeg har egentlig ikke opfattelsen af, at der er så mange, der er professionelle husmødre, men det sker indimellem, at nogle af dem dukker op, og det varmer mit hjerte. Midt i en tid, hvor man skal have et meningsfyldt arbejde, og helst også have et mål med det, synes jeg, det er dejligt at se, at der er nogle der vælger familien og en sammenhængende hverdag med den, som fast arbejde. Efter min mening er det et af de vigtigste job, man har som forældre, og det er fuldstændig underordnet, om det er mor eller far, der tager tjansen. At skabe en stabil base, hvor der er plads til bare at være, specielt i en hverdag hvor rigtig mange børn og unge går til flere forskellige fritidsaktiviteter ved siden af skolen.

Men er det så ok at vælge karrieren fra? Ja, gu’ er det ok. Sætter man børn i verden, specielt i den verden vi lever i i dag, så skal man også være klar til at bakke dem op hjemmefra. Dermed ikke sagt, at man ikke kan gøre det, hvis man vælger også at have gang i en karriere, men vi er alle forskellige og håndterer hverdagen og dens udfordringer på hver vores måde.

Da jeg i sin tid flyttede fra Malmø tilbage til Danmark, prøvede jeg at pendle mellem Danmark og Sverige med fuldtidsarbejde og samtidig være alenemor til min dengang 5-årige datter Det gik slet ikke. Jeg gik ned med stress, fordi jeg ikke følte, jeg slog til hverken på arbejdet eller hjemme. Og da jeg efterfølgende skulle ud og finde et nyt arbejde, valgte jeg bevidst kun at gå efter deltidsjobs, da det betød meget for mig at kunne være der for min datter. Jeg har ikke et sekund fortrudt mit valg – det har været godt for både min datter og mig, og jeg ville tage det samme valg igen.

Nu er hun ikke ligefrem lille mere, og hun behøver slet ikke sin mor lige så meget mere, men derfor er det stadig hyggeligt at kunne hygge om hende og min kæreste. Jeg har igen – efter at have haft fuldtidsarbejde i en periode – deltidsjob; i dag er det dog fordi, jeg skal passe mere på mig selv.

Men ønsket om at droppe livet som lønmodtager, og kunne skabe en hverdag hjemme, ligger der, og det er bestemt ikke blevet mindre. Det er på ingen måde fordi, jeg ikke er glad for mit nuværende arbejde. Jeg har nogle fantastisk dejlige kollegaer, og vi griner meget sammen, men der er bare noget i mig, der skal ud, og en dag skal det nok få lov, på den ene eller den anden måde

Ergo er min drøm også mit fremtidsmål: at være hjemmearbejdende og skabe noget værdi både for min lille familie og for mig selv. Og i sidste ende skal det nok lykkes at få det hele til at hænge sammen.

Så med det in mente: slip drømmene fri og gå efter det, du mener, gør dig lykkelig. Den eneste, der kan mærke, hvad det er, er dig selv, og med Piet Heins ord, så kan du sagtens finde ud af, hvad det er:

”Stejler man foran et vanskeligt valg
Og vil ha’ det afgjort prompte,
Er det et såre fornuftigt princip
at platte og krone om det.

Ikke at valget ska ske pr. hazard,
imens man selv sidder og måber,
men: lige når mønten er kastet til vejrs,
så ved man præcis, hvad man håber.”

(Psykologisk husråd, Piet Hein)

Knus & kram
Mamma B



Hvornår er jeg en ”forkert” størrelse?

Hovedret Posted on 14 aug, 2019 16:31:21

Jeg har, som
tidligere nævnt her på bloggen, i mange år kæmpet med spiseforstyrrelse
(bulimi), og jeg har i mit hoved hele tiden haft en idé om, at jeg skal være
slank; ikke tynd, men slank. Men med årene har jeg indset, at slank nok ikke
lige er der, jeg lander.

Mens jeg stadig
aktivt levede med min bulimi, var jeg overbevist om, at jeg ville blive
lykkelig, hvis jeg bare var tynd. Jeg brugte alle midler, og jeg nåede på et
tidspunkt helt ned på 49 kg. Men jeg var så miserabel, jeg følte mig ikke et
gram lykkeligere, selv om jeg var tynd. Heldigvis!! At jeg kort efter landede i min første depression, har helt sikkert
noget med det at gøre, men jeg har efterfølgende brugt den følelse jeg havde,
da jeg stod på vægten og så på tallet ”49”. Jeg var på ingen måder lykkelig, og
tallet gjorde slet ikke det for mig, jeg havde forventet.

Tværtimod var jeg
nok noget nær det mest ulykkelige menneske lige på det tidspunkt….. Heldigvis
fik jeg professionel hjælp, og efter et år på medicin og jænvlige besøg hos en
psykiater, skiftede jeg over til en psykolog, hvor jeg efter et par måneder
begyndte at trappe ud af medicinen. Ved et tilfælde – og det var virkelig et
tilfælde – landede jeg hos en psykolog med speciale i spiseforstyrrelser. Hun
blev mit faste holdepunkt i lidt mere end et år, og hun fik mig til at tale om
ting, jeg aldrig havde nævnt for andre. Hun var et perfekt match til mig, og med
hendes hjælp kom jeg på rette køl. Ikke at jeg gik ud efter sidste session og
kunne kalde mig for helbredt, men jeg havde fået nogle redskaber med, der kunne
få mig på rette vej.

Mit liv har, som
de fleste andres, budt på op- og nedture og rigelige udfordringer. Nogle er jeg
stødt ind i, andre har jeg selv været med til at skabe, men ingen af dem ville
jeg have undværet, for jeg var ikke blevet den, jeg er i dag, hvis jeg ikke
havde mødt dem på min vej. Men den største udfordring er vendt tilbage igen og
igen: udfordringen at elske mig selv og være præcis den skæve, finurlige,
kærlige og pinlige (i hvert set fra en teenagers synspunkt smiley ) person, jeg er i dag, uden at føle mig mindre
værd end andre.

DET er en udfordring
og en stor en af slagsen, for hvis der er noget, jeg er god til, så er det at
nedgøre mig selv og sammenligne mig med andre – og altid andre, der er yngre,
tyndere og meget mere overskudsmenneske end mig selv. Hov, der gjorde jeg det
igen!! At jeg bager boller og kanelsnurrer søndag morgen kl. lort, mens resten
af huset sover er da vist lige overskud, fru Kratgaard!

Jeg er et sted i
livet, hvor jeg overordnet set har det godt. Har et job, jeg er virkelig glad
for – som i ”glæder-mig-til-at-se-kollegaerne-efter-ferien”-glad
– og bor med min elskede teenage-datter, mit livs kærlighed og vores fælles
dyrebørn i et lille rækkehus i en forstad. Jeg har nogle virkelig gode venner,
som jeg elsker højt. Vi ses ikke så tit, men jeg ved, de altid er der, og jeg
er der altid for dem. Venner, jeg ikke behøver ringe til hver og hver anden dag,
og hvor vi kan ses, når der er tid til det smiley

Alligevel kæmper
jeg med mit selvværd. Og det selv om jeg forsøger at tage nogle alvorlige samtaler
med mig selv omkring hele det her, ”er jeg god nok”-spørgsmål, der kører som et
ekko i mit hoved alt for tit. Min fornuft siger mig, at jeg bare(!) skal give
slip og lade være med at tænke på min størrelse og i stedet nyde, at jeg er et
sted i livet, hvor jeg trives. Selv migrænen er på tilbagetog, selv om jeg har
haft et par tilbagefald i løbet af sommeren, men det er jo ikke sådan, at jeg
ligger i 3 dage og brækker mig…..

Og så er det jeg
tænker, hvorfor bliver jeg ved med at være i tvivl om, om jeg er god nok? Er
det fordi, jeg kun ser de ”perfekte” mennesker omkring mig, eller er det fordi,
min egen-opfattelse er helt hen i vejret?

Indrømmet, det er
det sidste, der er tilfældet. I mit hoved skal jeg – uvist af hvilken grund – være
en størrelse 40; jeg aner ikke hvorfor, men det er på tide, jeg fjerner tallet
efter størrelse. Jeg skal nok ændre beskrivelsen lidt – måske en glad størrelse
og så ikke mere smiley På et tidspunkt sagde min læge til mig
(og Victoria!), at størrelsen ikke er
vigtigt. Det vigtigste er, at man har det godt, bevæger sig og lever relativt
sundt. Hun sagde faktisk specifikt, at nogle var en stor størrelse og var
stadig sunde, og uanset hvor meget de gjorde, ville deres størrelse ikke blive
meget mindre. Nogle er skabt i en stor størrelse, og det skal der også være
plads til.
Jeg er hende så evigt taknemlig for at sætte ord på det, for det
betød noget for Victoria at høre det, og bestemt også for mig.

Nu er det så
lige, at jeg skal have min forskruede hjerne til at forstå, at jeg ikke har en
forkert størrelse. For hvad er det? En forkert størrelse er da ikke
nødvendigvis en stor størrelse, vel? Du kan sagtens være tynd og usund, ligesom
du kan være tyk og usund. Og modsat kan du være sund, uanset om du er tyk eller
tynd.

Så jeg stemmer
for, at størrelsen ikke skal være det store issue, men derimod det du bærer med
dig i din krop, uanset hvilken størrelse den så måtte have. Elsk den som den er
og lad dig ikke kue af alle de forbandede modelbilleder, der bliver smidt op.
Bevares der er heldigvis flere og flere større modeller, men flertallet er
stadig alt for tynde og giver efter min mening et forkert billede af, hvad der
er godt for kroppen.

Rom blev ikke
bygget på en dag, og Mamma Bs hjerne har aldrig været nem at arbejde med, men
hvor der er vilje, er der en vej, og det er så den vej, jeg bevæger mig ud af
lige nu, med lidt mere på sidebenene end jeg reelt havde drømt om, men jeg er
her, og jeg bør bestemt ikke skamme mig over den, jeg er.

Så ud og kys
livet, hinanden og jeres spejlbillede, for elsker du dig selv, ligger verden
for din fødder!

Kys, knus og kram
fra Mamma B smileysmileysmileysmiley



Når dæmonerne kigger frem…..!

Hovedret Posted on 22 jan, 2019 14:04:00

Bedst som man tror, at alt er under kontrol, stikker de
ledeste dæmonerne ansigtet frem igen. Her gik jeg og troede, at jeg har styr på
livet og ikke mindst på mig selv…..

I mange år kæmpede jeg med bulimi og ødelagde min krop
fysisk, og det mærker jeg dagligt følgerne af, men som sådan har jeg ikke
skænket hverken bulimien eller hele mønstret omkring den en tanke i meget lang
tid. Og så kommer den snigende ind fra sidelinjen og griber fat i mig som et
lyn fra en klar himmel. Gamle mønstre indfinder sig på en helt naturlig måde, som
et kort øjeblik har gjort mig handlingslammet.

Men heldigvis kun et kort øjeblik. Jeg har sat ord på det
over for mine allernærmeste, og jeg overtager magten med det samme – håber jeg…..
For en del af mig er skræmt over, at jeg står ansigt til ansigt med den fjende,
jeg i mange år har kæmpet med. Jeg troede jo, den var forsvundet for altid…..

Her står jeg så, forundret over den kommer på banen nu,
hvor jeg selv føler, jeg er et godt sted i livet med balance mellem privat- og
arbejdsliv. Hvor jeg vil vove at påstå, at jeg er nærmest lykkelig. Jeg har
ryddet op i mit liv og smidt de ting og personer på porten, som har tappet mig
for energi. Slået en streg i sandet, som ikke kun var synlig for mig selv men
også for mine omgivelser. Måske har ikke alle set den streg, men jeg er sikker
på, at de personer den var møntet på har set den. Altså, mission accomplished!!

Jeg har taget kampen op med min migræne, og med støtte
fra min arbejdsgiver (ikke bare af ord men også med decideret opbakning både
ved sygemelding og sygdom), har vi sammen fundet en opskrift, hvor jeg nu har
et minimum af sygedage og en arbejdsglæde, som smitter af både på jobbet og
hjemme.

Hvorfor er det så at den forbandede bulimi kommer og
blander sig i mit liv igen?? Jeg har mine mistanker, for hele processen med at
få nedbragt migræneanfald har bl.a. bestået af medicin, som giver vægtøgning
(som det så smukt hedder) – og til den mere underholdende side risiko for
krøllet hår; som om der ikke var nok ugler deroppe i forvejen!! Min vægt har
altid været et issue i forbindelse med mit selvværd, men at det skal dukke op
nu, hvor jeg er sammen med manden i mit liv, har en elskelig og vidunder datter
og nogle helt unikke mennesker omkring mig, det kan være svært for min
hjerne at forstå…..

Måske er det bare sådan, jeg er sat sammen. Vægt op,
selvværd ned – og så kommer alle de dårlige tanker, hvor jeg straffer mig selv
med at overspise, stikke en finger i halsen, eller fylde min krop med
afføringsmidler, så mine tarme vrider sig i smerte. Og min krop er sat i panik,
hvorfor den ikke smider et eneste gram, for den skal jo passe på mig.

Men der er alligevel noget, der ikke er, som de andre
gange, hvor bulimien har taget magten. Jeg har sat ord på med det samme. Jeg
arbejder med at få mængden af mad sat ned. Det er ikke bare sådan lige at gøre,
men jeg ved, det er muligt, og jeg ved at jeg kan vinde kampen. Og jeg ved, at
det kun er bulimien, der er efter mig – alle andre omkring mig vil mig det godt
😊

Så kom bare, din skide bulimi, jeg tager kampen op. Uanset
hvor meget du prøver, skal du ikke få mig ud på tynd is igen – jeg er lige her,
og jeg er klar!

Kys hinanden derude, elsk livet og ikke mindst elsk jer
selv!

Mamma B smileysmileysmileysmiley



Lever du i en drøm??

Hovedret Posted on 31 aug, 2018 13:20:15

Det er
efterhånden mere hverdag end en sjældenhed, at jeg hører om en i min
omgangskreds, der er ramt af sygdom eller anden form for livsændrende oplevelse.
Det har efterhånden plantet en mere eller mindre konstant bevidsthed hos mig
om, at vi er her nu, og vi skal huske at værdsætte det, vi har nu og ikke
vente.

Jeg tror
mange kender det med, ”hvis bare jeg kunne, så….”, eller ”hvis jeg nu vandt i
Lotto, så”, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg selv har været der et par
gange, men jeg prøver ihærdigt at ændre mit mindset, for det er jo ikke det,
der gør forskellen. I hvert fald ikke på den lange bane…..

Penge vil
altid gøre, at man kan købe sig frihed, materielle goder og selvfølgelig en
masse dejlige oplevelser, men hvad med at se lige frem for næsen af dig selv,
og se det liv, du lever. Det arbejde, du står op til hver morgen, og de
mennesker, du lever dit liv med. For det er jo her, du er, ikk’?!

Det er på
ingen måde pegen fingre af nogen, for jeg har såmænd selv været der, og jeg ved
bestemt godt, at det kræver en bevidst ændring. I en længere periode kunne jeg
ikke finde arbejdsglæden, og når jeg kom hjem, var jeg bare træt og faldt i
søvn i sofaen, hver aften (og jeg mener hver aften), hvilket samtidig
gav mig enormt dårlig samvittighed over for min familie. Jeg kæmpede ud over
det også med en migræne og højst sandsynligt deraf en dårlig samvittighed over
for mit arbejde og frustration over ikke at kunne passe det, men i stedet fylde
mig med piller alt for meget og i alt for store mængder.

Min
opvågning kom ikke fra det ene øjeblik til det andet, men over en længere
periode. I forbindelse med en sygemelding, fik jeg mulighed for at få ro på mig
selv, mine tanker og min hverdag. I mine tanker havde jeg længe ledt efter ”dét”,
der ville give mig arbejdsglæde, og jeg følte, der var noget uforløst i mig. Havde
det været en film, var det kommet til mig i en drøm eller lignende, men i min
virkelighed måtte jeg bare erkende, at der ikke skete noget.

Og hele
tiden var en del af mine tanker optaget af ”dét” i stedet for at være til stede
både på arbejde og herhjemme. Desværre gik der ½ år, hvor jeg blev ret dårlig
pga migræne igen, men til sidst fandt jeg og min chef en midlertidig løsning
(jeg kan lige så godt indrømme, at jeg lige nu drømmer om, at den bliver
permanent….), og i de sidste 3 måneder har jeg arbejdet på nedsat tid. Det har
været helt fantastisk – for jeg har haft tid til mig selv, til mere fysisk
aktivitet, overskud til min familie, og så har jeg kunne passe mit arbejde med
et meget større overblik, end jeg har følt længe.

Det viste
sig for mit vedkommende, at det slet ikke var jobbet, der var noget galt med, men snarere
mine forventninger til mig selv i forhold til jobbet. Nu hvor jeg har overskud
til at klare dagens opgaver, oplever jeg ikke den stress, der tit kom snigende
i løbet af en dag, og jeg er meget mere afklaret med forventningerne. Jeg ved
godt, at der et eller andet sted indeni mig er en lyst til at begynde at læse
psykologi på et eller andet niveau, men det er ikke fejet af bordet, fordi jeg
vælger at være til stede her og nu.

Efter mange
års jagt på drømmejobbet, må jeg bare sige, at med tanke på de fantastisk dejlige
mennesker jeg har mødt undervejs og taget med mig videre i livet, så er det
vigtigste for mig, at jeg trives med de mennesker, jeg deler min arbejdstid
med.

Det betyder
ikke, at drømmen om på et eller andet tidspunkt at kaste mig over psykologien
på fuldtid eller ved siden af jobbet er væk – snarere tværtimod. Nu tillader
jeg den at være synlig, og mens jeg bevæger mig hen mod den, nyder jeg den
hverdag, jeg er i lige nu og her.

Så drømmen
er synlig og eksisterer, men husk nu at nyde vejen mod drømmen, for vi ved
ikke, hvad der sker i morgen.

Derfor start
weekenden med at kysse og kramme dem, du elsker, for uanset hvor du befinder
dig i livet, så er det vigtigste at huske, at kærligheden er livet!

Kys &
kram
Mamma B smileysmileysmiley



På jagt efter mig!

Hovedret Posted on 10 maj, 2018 09:40:05

Det
har altid været en kamp at blive en del af fællesskabet. At træde ind i det
samvær, der har været mellem personer omkring mig.

Det
har kostet mange søvnløse nætter, hvor alting er blevet endevendt for på bedste
måde at tilpasse mig de omgivelser, jeg har befundet mig i.

Efter
skolen valgte jeg bevidst at flytte så langt væk som muligt og starte et nyt
liv samtidig med, jeg startede på mit første job og studerede ved siden af.

Jeg
gik så langt, at jeg kun brugte den del af mit efternavn, som jeg havde
tilføjet et par år tidligere.

I
mine øjne en helt frisk start, hvor jeg vendte mit gamle liv ryggen for at få
det liv, jeg ville have.

Det
stod sort på hvidt i min dagbog fra januar det år, jeg flyttede: ”Jeg vil være
mine venners ven”. Hvad det reelt betød, da jeg skrev det, var meget banalt:
jeg ville gerne have venner, nogle, der var der, fordi de kunne li’ mig, som
jeg var!

Jeg
brugte de følgende år vanvittig meget energi på at tilpasse mig mine
omgivelser. Blev en rigtig pleaser. Det gav også pote, for jeg blev en del af
fællesskabet og stod nu inde i den cirkel, jeg altid havde stået uden for som
barn.

Jeg
tænkte aldrig over prisen, for i lange perioder var der gang i den i
weekenderne hos mig.

Indimellem
var der perioder, hvor jeg faldt tilbage i en slags depressiv tilstand, og
lukkede mig helt inde, når jeg ikke var på arbejde. Så blev følelsen af at være
alene, ensom og ikke elsket stærk, og selvværdet røg igen held ned på et
niveau, hvor det kunne være svært at finde troen på mig selv igen. Og min tank
var blevet tømt indtil flere gange….

Langsomt
gik det den rigtige vej, men når man som jeg havde levet med så lavt selvværd i
alt for mange år, tog det også tid at få fyldt op.

Det
skete i flere omgange. Jeg er sikker på, at mine år som selvstændig var et
vigtigt skridt. I de år lærte jeg utrolig meget om mine egne evner, og at
begrænsninger ikke behøver være en stopklods, men lige så godt kan være en
udfordring.

Der
begyndte også at ske noget med mine omgivelser. Jeg tiltrak en anden slags mennesker.
Nu var det nogle, der valgte mig, og hvor der var et fællesskab, inden jeg
spillede mit pleaser-kort.

Men
den største forandring kom, da jeg blev mor. Pludselig var der et lille
menneske helt afhængigt af, at jeg viste vejen og sørgede for, at der var en
solid base.

Hvor
har jeg mange gange siddet og kigget på min sovende datter og været skrækslagen
for, om jeg nu gjorde det godt nok. Men det gjorde jeg, og det gør jeg!!

Hun
er en helt fantastisk pige – sagt uden tanke på, at jeg er hende mor, selvfølgelig smiley Hun er god, sjov, omtænksom, smuk udenpå som inden, og så hviler hun i sig
selv som menneske. Det sidste er specielt noget, jeg er stolt af, for med det i
bagagen, skal hun nok klare sig!!

I
alle disse år har mit kærlighedsliv naturligt nok også haft en betydning. Alt
for mange gange har jeg stået tilbage med et knust hjerte, og følelsen af
fiasko og være blevet valgt fra.

Ægteskabet
med min datters far holdt heller ikke, men jeg kom ud af det med vinderkortet,
for min datter har boet hos mig størstedelen af tiden. Og jeg har valgt at se
på mit ægteskab med positive øjne, for havde det ikke været for min eksmand,
havde jeg aldrig fået præcis det barn, jeg er mor til i dag.

(Og her en lille note: hvis bare alle
forældre ville vælge at se det positive i et forlist ægteskab, for børnene vil
alt andet lige altid være en gave, uanset hvad du føler for den anden
part!
)

I
mange år jagtede jeg kærligheden, men først da jeg nærmede mig den ”ægte” version
af mig, fandt jeg den. Jeg havde brugt tid på at lede efter, hvad jeg troede,
jeg ville have, men det viste sig, at mit perfekte match var et helt andet.

Jeg
har datet mange gange, og jeg har mødt nogle virkelig søde fyre undervejs. Men
da jeg mødte ham den rigtige, faldt alt på plads.

Den
første gang, han tog min hånd, vidste jeg, at det var ham – alle forestillinger
om Mr Perfect blev smidt ud, for der kan ikke sættes store ord på det.

Men
han giver mig ro indeni. Han elsker mig, helt som jeg er, og han tager hele
pakken! smiley for sådan er han.

Mit
liv i dag er fyldt med kærlighed – og ro, masser af ro, for det har jeg brug
for. Det skulle jeg kun bruge halvdelen af mit liv for at finde ud af.

Hverdagen
er vist meget Familien Danmark – den består af arbejde og min lille familie.

I
stedet for at løbe forvirret rundt og forsøge at tilfredsstille alle andre,
består mit liv af vasketøj, aftensmad foran tv’et, og hygge med dem jeg elsker.

I dag
har jeg relativt få nære venner, som jeg vil gøre alt for. Jeg er holdt op med
at kime dem ned, der findes omkring mig. Alle ved de, at jeg er her, men de
skal vise, at de vil mig, og gør de det, så er jeg klar.

Jeg
har endelig lært, at jeg er noget værd som menneske, og at de personer, jeg
kalder venner, virkelig er mine venner. De er det, fordi de vil mig og
ikke forventer noget tilbage (selvom de forhåbentlig føler, de får det).


her er jeg, tæt på de 52, en tidlig morgen. Mine to elskede sover stadig, og
jeg fyldes med ro og taknemmelighed.

Tak
for mit liv – et liv som måske ser småborgerligt og kedeligt ud udefra, men det
er mit liv, og jeg elsker det!

Lev
dig eget liv – lad dig ikke diktere af dine omgivelser. Gør det, du finder
glæde ved, og vær tro mod dig selv.

Du
skal være den lykkeligste version af dig selv – så falder alt andet på plads.

Kærligheden
til dig selv er vigtig, husk det. Kærligheden er livet!

Kram
Mamma B smileysmileysmileysmileysmiley



Chokolade-cupcakes så englene synger (på svensk!)

Opskrifter fra Mamma B Posted on 27 mar, 2018 21:29:24

Hedder det en muffin eller en cupcake….? Altså, den diskussion har jeg haft flere gange, men som med rigtig mange andre ord og vendinger, så vinder de forkerte indpas som accepterede, selv når de er forkerte (suk, mit sproghjerte græder….).

Men uanset hvad de hedder, så har jeg opskriften på de lækreste chokolade-cupcakes(!) – jeg fandt den i sin tid på en svensk hjemmeside, og siden har de været helt faste på fødselsdagsborde og andre festlige lejligheder. Man kan selvfølgelig variere dem i én uendelighed, og man kan putte ekstra chokolade i, men uanset hvad, så er de bare virkelig gode.

Denne opskrift giver ca. 24 i normal størrelse:

4 dl hvedemel

1 tsk bagepulver

1/2 tsk natron1/4 tsk salt

1 1/2 dl kakao

125 g blødt smør

2 1/2 dl sukker

2 æg

1 3/4 dl creme fraiche (jeg har også brugt yoghurt, hvis jeg ikke har haft cr. fraiche)

1 tsk
vanillekstrakt (eller vanillesukker)

Bland de tørre ingredienser. Pisk smør og sukker luftigt og tilsæt derefter et æg ad gangen. Så tilsættes creme fraiche og til sidst de tørre ingredienser. skal være godt blandet (sådan rigtig luksus-blød at se på)

Bages ved 175°C i 25-30 min. afhængig af størrelsen på formene.

Rigtig god fornøjelse!

Mamma B smiley



Påskeæg igen igen!

Opskrifter fra Mamma B Posted on 27 mar, 2018 10:56:39

Der er et eller andet med mig og traditioner, for når jeg først har gjort noget, der gør andre glade – og mig en tilfredsstillelse EFTER det er gjort – så har det tendens til at blive hængende.

Dette gælder også for påskeæg. For en del år siden faldt jeg over en opskrift på påskeæg i Berlingske, og den blev klippet ud og sat ind i min hjemmelavede, håndskrevne kogebog (NOTE: den startede jeg på, ½ år inden jeg flyttede hjemmefra, så jeg kunne få nogle af min mors tips og tricks med, når jeg skulle ud og stå på egne ben). Den er siden flyttet over i min digitale kogebog, og den bliver troligt fundet frem hvert år før påske.

I år har jeg for én gangs skyld været i så god tid, at jeg endda nåede at bestille ekstra marcipan, så jeg var sikker på at have nok til årets produktion af påskeæg!

Det kræver et par dages forberedelse, fordi der først skal laves en sirup: saften af 2 appelsiner, revet skal af 1 appelsin, sukker (ca. 50 g, men ellers efter smag) og lidt safran. Det koger ind ved meget lav varme; hos mig plejer det at koge 2-3 timer, men hold øje med det, for pludselig går det stærkt. Det skal være sådan en tyk masse/gele til sidst. Når det er helt kølet af, blander jeg det med ca. 500 g marcipan og en sjat spiritus (Grand Marnier el. lign).

Størrelsen på hvert påskeæg plejer at variere, men jeg er så nørdet, så jeg vejer den færdige marcipanmasse og deler den med 20, hvorefter jeg vejer af til hvert æg, så de bliver ens i størrelsen.

Når alle æg er formede, lader jeg dem lufttørre, gerne til næste dag. Så dypper jeg dem i chokolade (som regel mørk) og dekorerer med hvid. Men hold dig endelig ikke tilbage med at prøve det, du har lyst til!!

Og så er der som regel nok til, jeg kan forkæle både kollegaer, familie og venner!

God fornøjelse og endnu bedre påske!

Mamma B smiley



Påskefrokost

Hvad hænder kan Posted on 27 mar, 2018 10:26:13

En pludselig indskydelse lørdag i weekenden gjorde, at jeg brugte hele aftenen på nettet for at finde et passende motiv til en hæklet serviet til årets påskefrokost. Det lykkedes, og næste projekt var så at finde garn. Med tiden in mente kunne jeg ikke nå at bestille det perfekte merciserede bomuldsgarn hjem, men næstbedste valg var et helt almindeligt bomuldsgarn, jeg fandt hos Stof & Stil.

“Jeg kan nå mindst to i dag”, var min tanke på vej hjem i bilen, efter jeg havde indkøbt 15 nøgler garn…..! Jeg skulle bare lige hjem og lave påskeæg af godt 1,5 kg marcipan (opskrift følger i næste indlæg), starte vasketøj og sætte aftensmaden i gang – en lækker gullasch inspireret af søde Ann-Christines blog Valdemarso.dk. Og SÅ kunne hækleprojektet begynde!

Jeg har altid været en ukuelig tidsoptimist, men jeg nåde da halvvejs i mål, da jeg ved 23-tiden kunne lægge første serviet til side. At jeg så skal nå at lave 14 stk. mere inden Påskesøndag…… Lad os bare sige, at jeg tror på det til sidste sekund 😉

Opskriften er nedenfor – jeg har forsøgt at være pædagogisk i min beskrivelse, men hvis der er noget, der ikke giver mening, så råb op!

Mamma B smiley



Næste »